Vidste du at... | Greve Sogn

Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Vidste du at...

Ny i Greve – gammel i gårde

 

Det var sidst på eftermiddagen, mørket havde for længst sænket sig over land  og by en kold dag i begyndelsen af december. I min lille bil var jeg kørt fra Espergærde til Greve, og med motorvej nærmest fra dør til dør forløb      køreturen med 110 i timen. Coronapandemien med deraf følgende mange hjemmearbejdende mennesker gav god plads på vejene – selv i myldretiden, så   den berygtede kødannelse på Køgebugt motorvejen, mærkede jeg intet til. Det var stillingsopslaget til den ledige stilling som sognepræst i Greve, der havde gjort mig nysgerrig og fået mig ud af starthullerne. Det er 25 år siden, jeg blev færdig som teolog fra Københavns Universitet, og jeg har gennem årene været vidt omkring i det kirkelige landskab, i begyndelsen med vikariater i Ringsted, Horserød, Charlottenlund, Østerbro og på den københavnske vestegn i Ishøj, Høje Tåstrup og i Ballerup. Siden blev det til fastansættelser med 6 år i Tårnby på Amager og 15 år i Mørdrup i Espergærde, alt imens jeg undervejs har efteruddannet mig inden for ledelse, retorik og kommunikation. Både arbejdsmæssigt og privat er der gennem årene sket omvæltninger, og jeg er nu dér i livet, hvor både børn og bonusbørn er blevet voksne. Den sidste i rækken er lige fløjet fra reden, så nu er det bare en kat og en vovse, som min mand Erik og jeg skal tage os af i dagligdagen. Den omtale decembereftermiddag mødte jeg i Johanneskirken en anden Erik, kontaktpersonen fra menighedsrådet, som viste mig rundt i kirken, og samtidig fik jeg lejlighed til at hilse på flere af de ansatte. Der var smil og god stemning. Til sidst kørte vi en tur op til Greve landsby, hvor kirke og præstegård var smuk oplyst. Så selvom det var en kold og mørk eftermiddag, så mærkede jeg en varme og god fornemmelse omkring Greve. Da jeg efter ansøgning og prøveprædiken blev ringet op af menighedsrådsformanden, som fortalte at Greve menighedsråd havde peget på mig som deres næste præst, blev jeg meget glad, det var næsten for godt til at være sandt. Ikke mindst fordi jeg kunne se frem til samarbejdet med to dygtige og erfarne kollegaer: Christel og Kjeld-Ole.
Fortaler for præstegårdens overlevelse
For menighedsrådet er det en lang proces at få ansættelsen af en ny præst på plads. Før et stillingsopslag gøres mange overvejelser, bl.a. om man ønsker, at præsten skal bo i sognet eller pendle til og fra kirke og sogn. Det er en klassisk diskussion, men ikke desto mindre er den evig aktuel, hver gang et menighedsråd skal vælge ny præst. De seneste 10-12 år er omkring hver 6. præstebolig i folkekirken blevet nedlagt. De økonomiske incitamenter 
for både præst og menighedsråd taler ofte imod præsteboligernes beståen, ligesom præstens frihed til at vælge 
bolig efter individuelle behov ses som et vægtigt argument i diskussionen. Jeg synes, det er vigtigt, at vi som 
kirke udviser økonomisk ansvarlighed og er omhyggelige med, hvordan kirkeskatten forvaltes. Alligevel er jeg 
fortaler for, at folkekirken i vid udstrækning holder fast i den reformatoriske tanke om, at præsten skal bo i 
sognet. De første ti år af min præstekarriere var jeg ”pendlerpræst” og erfarede, at det var svært at engagere sig og holde sig up-to-date med, hvilke lokalpolitiske beslutninger, der blev debatteret, og hvilke arrangementer og traditioner, der havde betydning for mennesker i sognet. Dertil kunne arbejdsdagen være ret splittet, da det ikke altid lod sig gøre at lave aftaler inden for almindelig arbejdstid med brudepar, dåbsforældre og pårørende i forbindelse med begravelser og bisættelser. I disse sammenhænge er der en ofte berettiget forventning til, at præsten arbejder på skiftende tidspunkter, og mange har været vant til, at kirken leverer et højt serviceniveau. Det skal vi fortsat gøre.En opdelt arbejdsdag med f.eks. konfirmander om morgenen, en bisættelse midt på dagen og et møde eller en dåbssamtale efter aftensmaden, fungerer bare bedre, når man som præst bor i sognet. Det er i hvert fald min erfaring efter de seneste 15 år at have boet og arbejdet i samme sogn. Desuden er der den fælles tilknytning og referenceramme til det lokale foreningsliv og de ting, der sker i lokalområdet, som gør, at samtalen med menighed og sognebørn falder lettere. For mig at se er præsteboligen et godt arbejdsredskab, der giver sognet mere præst for pengene, og jeg synes selv, at synligheden og tilstedeværelsen i sognet gør mig til en bedre præst. Dermed ikke sagt, at mange pendlerpræster ikke gør et fantastisk arbejde. Med til synligheden hører også en opmærksomhed på, at jeg som præst ofte ses som kirkens repræsentant ikke bare på kirkens matrikel, men også hvor jeg færdes, når jeg handler, går på biblioteket, går tur med hunden, deltager i forenings- og fritidslivet.
I Greve landsby er der en smuk gammel fredet præstegård, som med en ihærdig indsats fra menighedsrådets 
præsteboligudvalg er istandsat, så den i dag fremstår i smuk og velholdt stand; og jeg indrømmer blankt, at 
det for mig er et stort privilegium at få lov at flytte ind i den charmerende gamle præstegård fra 1790 smukt beliggende ved Greve kirke og kirkegård. Med 25 års præsteerfaring i bagagen er jeg gammel i gårde i folkekirken, men ny i Greve. Jeg er 53 år og født og opvokset i Roskilde, og som barn lærte jeg Greve at kende, da der blev bygget en ny svømmehal med både en 5 og 10 meter vippe (havde dog ikke mod til mere end hop fra 5 meteren). Nu er jeg flyttet til Greve og glæder mig til at lære mere end svømmehallen at kende, når jeg med gummistøvler, sandaler eller løbesko traver sognet tyndt med min mand og vores lille beaglehund Rufus.
Anne Mia Lykner


25 år med kirkeklokkerne i Johanneskirken

I foråret 1994 stod jeg i det, der var begyndelsen til det ottekantede tårn, der ligesom binder Johanneskirken sammen. Jeg kiggede op og så dækket, der var lavet som gulv for kirkeklokkerne oppe i tårnet. Ude i siden var der lavet et kvadratisk hul med en trælem i. Nede på gulvet i tårnet stod to klokker på hver deres palle. Trælemmen blev fjernet, og det lille hul så ikke ud af meget, så tanken meldte sig med det samme: Er det muligt at få de store klokker op gennem hullet? Derudover var klokkebommen også sat på klokkerne, så de 25 år med kirkeklokkerne i Johanneskirken vejede godt til, så tanken om, hvorvidt rebene nu også kunne holde, meldte sig også. Men det hele gik godt, og begge klokker kom op. Egentlig var placeringen en nødløsning, for kirken var tegnet med det fritstående klokketårn, som vi har nu. Men man troede, der kunne spares lidt penge ved den løsning, og senere måtte man på grund af lyden alligevel bygge det planlagte tårn. Der støbes ikke kirkeklokker i Danmark, så klokkerne i Johanneskirken er støbt af klokkefirmaet Petit & Fritsen i Holland, mens det øvrige udstyr som klokkebom, ringeværk mm. er lavet af det danske firma Kewest. Kirkeklokker giver lyd fra sig, og lyden skal helst matche nabokirkernes klokker. Derfor bestemmer man på forhånd, hvilken lyd/tone klokkerne skal have. Den store klokke, som vejer 675 kg har tonen g1, og den lille klokke har tonen a1, og den vejer 450 kg. På klokkerne er der skrevet forskellige ting. Klokkernes data er angivet: Bygmester, byggested, kirkens navn og årstal. Derudover er der en tekst på hver klokke, som det daværende menighedsråd har valgt. Det er to vers, der er skrevet af K. L. Aastrup (1899-1980), der er en af de mest kendte af de nyere salmedigtere. Han boede efter sin pensionering i Hundige. Versene er hentet fra bogen ’133 evangeliesalmer’, der blev udgivet i 1969, og de er begge hentet fra den samme salme. En salme, der handler om, at Jesus sender sine disciple ud for at forkynde det bedste budskab, der findes til alle folk. Ønsket med versene er, at Johanneskirkens klokker må kalde os sammen til gudstjeneste og sende os ud som vidner om dette evangelium. Verset på den store klokke lyder: Gå ud i alverden med Herrens bud Og lad det kun frejdigt lyde; Ja lær alt folket at frygte Gud Og sig i hans nåde fryde! Verset på den lille klokke lyder: Gå ud til de mange med Herrens dåb Og lad dem på navnet døbe; Ja bring dem gaven af tro og håb, som ingen for guld kan købe. Vil du høre mere om Johanneskirkens kirkeklokker og hele den spændende historie, der ligger bag brugen af kirkeklokker, så mød op i Johanneskirken onsdag 1. maj kl. 19.30
Kjeld-Ole Munk

Prædikestolen i Greve fylder 400 år her i 2017?

Det regner vi i hvert tilfælde med, da vi ved, at Brix snedker i Roskilde fik betaling for prædikestolsopgangen. Vi ved også, at Jacob Maler i 1617 fik 30 sletdaler for at male og staffere prædikestolen. Så vi er sikkert på rette spor, når vi går ud fra, at prædikestolen er fra 1617. Dengang var den der i hvert tilfælde.

Resten af historien om prædikestolen kan I få 24. september, hvor vi fejrer jubilæet ved gudstjenesten kl. 11 i Greve kirke.

Efterfølgende er der et lille traktement, og Kjeld-Ole Munk vil derefter fortælle om prædikestolen og dens historie. Selvfølgelig skal jubilæet fejres ved en gudstjeneste, hvor prædikestolen bruges.

Hvad er en prædikestol?

En prædikestol er jo egentlig en hævet plads i en kirkes skib (oftest i sydsiden som den også er i Greve kirke), hvorfra præsten taler til menigheden. Vi finder tanken om prædikestolen helt tilbage i Det gamle Testamente, f. eks. i Ezras bog, hvor der står: ”Ezra, den skriftlærde, stod på en platform af træ, der var lavet til formålet … Ezra åbnede bogen i hele folkets påsyn, for han stod højere end hele folket, og da han åbnede den, rejste alle sig. … [Han] læste tydeligt op af bogen med Guds lov og forklarede meningen, så man kunne forstå det, der blev læst” (Neh 8,4-8). Det er da en flot definition på, hvad en prædikestol kan bruges til. Hvorfor ordet stol i prædikestol? Det med stol går tilbage til katolsk tid, hvor biskoppen sad i sin bispestol og belærte om kristentroen (deraf ordet lærestol), og navnet stol er så blevet hængende, selv om præsten står op, når han prædiker. Hvorfor skal man have en prædikestol og hvorfor skal der prædikes i kirker? I vores lutherske kirke er prædikestolen langt på vej en praktisk indretning, som gør det nemmere for menigheden at se og høre præsten, men det er også rart for præ- Vidste du at: Om prædikestol, om at prædike og et jubilæum sten at være hævet lidt, da man kan have mere kontakt med menigheden. Der skal prædikes i kirken, fordi evangeliet er livsvigtigt. Det skal fortælles og udlægges, så det bliver nærværende, at vi oplever Jesus. Det skal også prædikes ind i mange situationer. Der er en grund til, at vi har faste tekstrækker. Det hindrer præsten i bare at tale om sine kæpheste. Det kunne jo være spændende at have prædikener fra Greve kirke gennem alle de 400 år, de har været der. Det har vi desværre ikke. Men jeg tror, de kunne fortælle rigtigt meget om Greves mennesker gennem tiderne. De kunne fortælle om afhængighed af Jesus. De kunne sikkert også fortælle om skiftende trends gennem tiden. De kunne nok også fortælle om meget forskellige præster og deraf meget forskellige fremførelser af prædikerne. De ville sikkert også til en vis grad fortælle noget om, hvilket samfund, de er holdt ind i. Men selv om prædikestolen kunne fortælle rigtig mange historier og oplevelser fra dens lange levetid, så tror jeg stadigvæk, at det, den er mest stolt af, er, at den har været redskab for mange fortællinger om Jesus. Og tænk, hvor mange mennesker prædikestolen har oplevet gennem tiden. Det skal tælles mindst i hundredetusinder.

Kjeld-Ole Munk